Kender du konsekvensen af de nye momsregler i EU?
Den 1. juli 2021 trådte de nye EU-momsregler i kraft, og det kan give både konsekvenser men også muligheder for danske webshop. Læs med her og find ud af, hvordan de nye regler kommer til at påvirke din webshop.
Tilbage i december 2017 indgik Europakommissionen en aftale om nye momsregler, der skal gælde for onlinesalg i hele EU. Reglerne skulle være trådt i kraft i januar 2021, men pga. coronakrisen er de blevet udskudt og trådte de først i kraft 1. juli 2021.
Hvad betyder de nye momsregler i praksis for dig og din shop?
De nye regler betyder, at du skal lægge momssatsen fra købers hjemland til varens pris, hvis du både:
- sælger fysiske varer
- samlet sælger for mere end 10.000 euro (75.000kr.) om året til andre EU-lande.
Sælger din virksomhed for under 10.000 Euro årligt til andre EU-lande, kan du fortsætte med at bruge dit hjemlands momssats. Det er vigtigt at være opmærksom på, at denne grænse kommer til at gælde for samtlige salg til hele EU, og ikke længere pr. land man sælger til.
Nye momsregler = konkurrencemæssige fordele for din webshop
De nye momsregler er gode nyheder for danske netbutikker. Danmark har længe haft en højere momssats end de øvrige EU-lande, så de nye regler giver dig potentielt nogle konkurrencemæssige fordele, som tidligere har været forbeholdt andre europæiske webshops.
Det bliver også nemmere for den enkelte virksomhed at registrere og afregne moms ved salg til kunder i andre EU-lande. Fremover kan du nemlig nøjes med at momsregistrere dig i dit hjemland – og så gælder registreringen for ALLE lande i EU.
Det kommer til at foregå i en online ’one stop shop’-portal, der allerede eksisterer til virksomheder, som har onlinesalg af telekommunikation, transmission eller elektronisk leverede tjenester. Man skal på den måde kun registrere sig i deres eget medlemsland, og den eksisterende platform udvides, så den øvrige online handel også dækkes ind.
Man kan tilmelde sig den nye Moms One-Stop-shop via Skats hjemmeside.
Momsfritagelsen forsvinder for lande udenfor EU
En anden betydningsfuld ændring er, at den nedre grænse for momsfritagelse forsvinder for lande udenfor EU. Grænsen ligger på nuværende tidspunkt på 80 kr., noget især flere asiatiske lande gør brug af for at undgå moms.
”Det vælter ind med billige pakker fra Asien, der ikke bliver betalt moms af. Det er en kæmpe fordel for de asiatiske virksomheder, for danske virksomheder skal jo betale moms ved hver vare,” fortæller Niels Ralund
E-handelsdirektør, Dansk Erhverv.
Branchedirektør i DI Handel, Sidsel Dyrholm Holst, udtaler i den forbindelse:
"Det er rigtig ærgerligt for danske e-handlere, at ikrafttrædelsen af de nye momsregler bliver udskudt med et halvt år. De gør nemlig op med en lang række udfordringer, som eksisterer i dag. Et eksempel er den nuværende fritagelse for moms på varer fra lande udenfor EU med en værdi under kr. 80, som betyder, at rigtig mange varer fra Kina kan sælges uden moms og dermed langt billigere på det danske marked. Det er med til at forvride konkurrencen for danske virksomheder.”
Onlinemarkedspladser bliver ansvarlige for, at der opkræves moms
De nye momsregler sætter også fokus på de store online markedspladser som Amazon og eBay, der snupper en stadig større del af e-handlen i EU. Med de nye regler bliver onlinemarkedspladserne betragtet som sælgere, når europæiske kunder køber produkter fra en virksomhed udenfor EU, der har en værdi på op til 150 Euro. Og benytter sælgerne sig af et af onlinemarkedspladsernes europæiske lagere, er det samme gældende – uanset pris.
Det er dokumenteret, at virksomheder udenfor EU på nuværende tidspunkt bruger onlinemarkedspladserne til at sælge produkter til europæiske forbrugere – uden at betale moms.
Dette betyder, at de store onlinemarkedspladser for første gang skal sikre, at der opkræves moms ifm. salg af produkter på deres platforme, der fremstilles af virksomheder i tredjelande til EU-forbrugere. Det gælder også for salg af varer, der allerede opbevares af ikke-europæiske virksomheder på lagre (såkaldte 'opfyldelsescentre') inden for EU, da dette ofte er en metode, som bruges til at sælge varer momsfrit til forbrugere i EU.
SKAT’s vejledninger til de nye momsregler
Hvis du er helt i vildrede omkring de nye momsregler, så fortvivl ikke. Skat har udarbejdet en vejledning til, hvordan du og alle andre danske webshops skal implementere de nye momsregler.
Hvad skal du (ikke) gøre på din E-commerce løsning?
Udover alt det praktiske med henblik på at afregne momsen efter de nye regler, så er der også nogle helt konkrete tiltag, du bør gøre på din webløsning.
Markedsføringsloven dikterer, at en erhvervsdrivende ikke må præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Dette gælder også for priser og moms Prisen for en vare skal derfor vises med gældende momssats,og dette kommer også til at gælde for dine kunder udenfor Danmarks grænser i EU.
Samtidig må du jvf. Geoblocking-reglerne hverken nægte salg til andre EU-lande eller omdirigere brugere på dit website uden samtykke. Det er derudover heller ikke tilladt at blokere brugere fra andre EU-lande fra at tilgå dit website for at se priserne på dine varer.
I kan naturligvis vælge at beholde priserne som hidtil og blot afregne moms i forbrugerens land med den gældende momssats. Men så mister I en konkurrencefordel. Mest af alt, så er det vigtigt, at I tager stilling til, hvordan I vil håndtere de nye regler på jeres løsning.
Der er forskellige måder, dette kan løses på, og hos No Zebra hjælper vi gerne med at finde den optimale løsning til netop din online forretning.