Hvad er det med den Zebra?
Du er ikke den første, der spekulerer over det. Og nok heller ikke den sidste. Altså hvorfor vi hedder No Zebra.
Hvis du hører til de kvikke, har du måske endda lagt mærke til, at vores logo er en pote. Med klør. Måske fra et af den slags dyr, der æder langsomme zebraer på savannen, hvis de ikke passer godt på.
Lidt mere symbolik.
Den simple sandhed er, at vi valgte navnet, fordi vi er glade for nuancer. Verden er ikke binær eller sort-hvid. Mennesker er forskellige. Forretninger er forskellige. Og derfor skal e-commerce-løsninger også være det.
Tag bare navnet som et løfte om, at vi gør vores ypperste for at forstå nuancerne i din forretning. At vi hellere spørger en ekstra gang for at sikre, at vi har forstået jer rigtigt. For vi tror på, at den indsigt udgør hele forskellen på en stærk og en halvsløj commerce-løsning.
Og poten? Lad os sige det sådan, at der bestemt ikke er kommet færre dyr på den digitale savanne i de senere år. Den lille pote minder os om, at vi skal være en af de hurtige. Vi skal levere skarpe løsninger. Og du vil også kunne mærke, at poten kradser lidt, når vi udfordrer dig på de målsætninger eller idéer, du kommer med – hvis de vel og mærke kan blive endnu mere skarpslebne.
Så har vi vist også redet den dyremetafor hårdt nok.