10 grunde til at dine mails havner i spam hos modtageren
Du kender det måske? Skuffelsen over at have brugt flere timer på et nyhedsbrev… som alt for få åbner. De lave åbningsrater kan sagtens skyldes, at dine mails havner i spamfilteret hos modtagerne. Se 10 grunde til, hvorfor det sker, samt et effektivt bonus-tip.
Er e-mail en skudsikker kanal?
Nej.
E-mail bliver ellers ofte omtalt som en sikker kanal. Endda med det største salgs- og konverteringspotentiale. Modsat Facebook, LinkedIn og andre sociale medier er e-mail nemlig ikke styret af hardcore algoritmer, som fjerner dit indhold fra modtageren – eller det er, hvad mange tror.
Det er bare desværre ikke sandt…
Den nye, barske sandhed om mails og intelligente spamfiltre
Ifølge cybersecurity-firmaet Trend Micro sendes der i omegnen af 400 milliarder spam-mails om dagen. Så det er ikke underligt, at spamfiltrene bliver mere og mere finmaskede.
Den barske konsekvens for dig som e-mailmarketingansvarlig er, at uanset hvor lødige og ikke-spam-agtige dine mails er, bliver de benhårdt vurderet og får en score hos mailudbydere som Google (Gmail), Microsoft (Outlook), Apple Mail, Klaviyo, Yahoo! og deslige.
Systemerne bruger kunstig intelligens og machine learning til kun at sende de mails i din indbakke, som de vurderer, at du vil have og vil interagere med.
Resten havner i ”Spam”, ”Uønsket”, ”Andre” eller hvad de hedder, og sandsynligheden for at disse mails bliver åbnet, daler drastisk…
Allerede tilbage i 2015 viste en undersøgelse fra ReturnPath, at 21 procent af alle kommercielle mails ender i spam. Og spam-filtrene er kun blevet strengere siden da.
Men men men...
Der er heldigvis flere ting, du selv kan gøre for at øge sandsynligheden for, at dine mails IKKE havner i spam.
Se de 10 vigtigste råd til at undgå spam-filteret herunder:
1. Worst case: Dit domæne eller din IP er blevet blacklistet
Step nummer 1 er at tjekke, om din e-mailserver rent faktisk er blevet blacklistet. Om end sandsynligheden ikke er stor.
Det sker sjældent for etablerede virksomheder, som bruger de velkendte e-mailmarketing-systemer som MailChimp, ActiveCampaign, Campaign Monitor, Drip, Apsis eller andre, men det er en god ide at tjekke for en sikkerheds skyld.
Tjek om dit domæne, din IP-adresse eller mailserver er blacklistet på fx dette website eller på DBL Blacklist.
I samme boldgade kan det også være, at de såkaldte SPF-records (Sender Policy Framework), som er en "e-mail authentication", ikke er sat korrekt op. Det vil sige, at dit domæne ikke har “lov” til at sende fra serveren, og derfor kan markeres som spam. Kontakt evt. vores Service Team, hvis du er i tvivl.
2. Dine modtagere er stoppet med at åbne og klikke på dine mails…
Dette punkt er på godt jysk rigtig træls! Men desværre også et af de mest afgørende punkter.
Gmail, Hotmail, Outlook og andre store mailudbydere bruger teknologien til at vurdere relevansen af de mails, der bliver sendt. Og relevansen vurderer de bl.a. ud fra, om modtagerne åbner, klikker og generelt interagerer med mails fra den pågældende modtager.
Så når dine modtagere interagerer mindre med dine mails, ryger de oftere i spam eller "Andre"-bakken, hvor sandsynligheden for, at de bliver læst, falder markant…
Du kan således sagtens opleve, at din mail havner i spam hos én Outlook-bruger og i indbakken hos en anden.
Netop modtagernes interaktion med dine e-mails er et af de vigtigste parametre for, om dine mails lander i indbakken eller i spam.
Tre råd gælder her:
1) Øg sandsynligheden for, at modtagerne klikker på dine mails. Det får du 20 vigtige e-mailmarketing-tips til her
2) Lug ud i dine modtagere med jævne mellemrum, så de inaktive sorteres fra, og din åbnings- og klikrate forbliver høj. Du sender naturligvis x-antal specifikke og super aktiverende mails til de inaktive modtagere først, så du enten får dem ”vækket” eller bliver sikker på, at de ER inaktive – og uinteresseret.
3) Undgå at bruge en ”no-reply”-mail. Det øger sandsynligheden for, at nogen svarer på dine mails, hvilket øger din troværdighed.
3. Du bruger typiske spam-ord og tegn i din emnelinje og subheader
De RIGTIGE spam-mails - såsom Nigeria-mails, hvor millionarven fra din ukendte afdøde onkel lykkeligvis går til dig, hvis du bare liiige udfylder dine kontooplysninger - indeholder tit en række af de samme ord, tegn og udtryk, som mange spam-filtre er meget opmærksomme på.
Det kunne for eksempel være ”penge”, ”gratis”, ”kontanter”, ”vind”, ”din gevinst venter”, ”luksus” osv. eller $-tegn, €-tegn eller lignende. Det kan også være formateret tekst – uddybes længere nede.
Se en liste over de 200 typiske spam-ord, som mange filtre har øget sandsynlighed for at reagere på.
Det betyder ikke, at du ikke kan bruge disse ord, men du skal blot være opmærksom på dem. Det afhænger som sagt af mange parametre, om dine mails havner i spam, men forkert ordvalg kan være én af dem.
4. Du bruger STORE BOGSTAVER og for mange udråbstegn!!!
Du har måske prøvet det: Følelsen af, at en mail råber dig ind i hovedet...
Generelt skal store bogstaver og udråbstegn bruges med omtanke i skriftlig kommunikation, fordi de netop har potentialet til at irritere modtagerne af din mail. (Hint: Det samme gælder, hvis du angiver din mail som værende ”Vigtig” med det røde udråbstegn i fx Outlook.)
Men for spamfiltrene kan store bogstaver, for mange udråbstegn og spørgsmålstegn være en indikation på, at din mail er spam. Så minimér eller undgå dem helt.
5. Der er for stor overvægt af billeder og links, eller for lidt tekst
For mange og store billeder i forhold til mængden af tekst kan vægte negativt i din spamscore.
Du må (skal) selvfølgelig gerne have billeder med, men tænk på mængden og husk at lægge de samme links i teksten som bag billederne, så spamfilteret kan se, at der er en mening bag "galskaben".
Ligeledes kan for mange links være et tegn på spam, så gør det med måde.
6. Du mangler de basale oplysninger og mulighed for afmelding
Det SKAL være muligt at afmelde sig din e-mail. Det er som regel en integreret del af e-mailmarketing-systemer og formentlig ikke noget problem for dig.
Derudover kan kontaktinformation, link til din persondatapolitik eller til dit ”Preference Center” være en god ting, som også øger transparensen og velviljen hos modtageren.
7. Du bruger farvet og/eller formateret tekst
Mange spammails bruger farver, gentagelser, blanke linjer, formateret tekst eller mellemrum som fx T I L L Y K K E.
Eller de erstatter bogstaver med tal som fx g00gle.
Det er spamfiltrene ekstra sensitive overfor.
I forhold til farver skulle særlig rød, grøn og blå tekst eftersigende være noget, som spamfiltrene registrerer, fordi det ofte bruges til tilbud eller advarsler.
Dette kunne potentielt være et problem for os hos No Zebra, som bruger vores grønne farve i mails, men heldigvis er det ikke noget, vi oplever – endnu ;)
8. Skjult kode: Du har copy-pastet tabeller eller tekst med html-kode ind i din mail
Troværdigheden af din mail falder drastisk, hvis der er fejl i html-koden i skabelon, tekst eller tabeller.
Det kan for eksempel ske, hvis du kopierer indhold fra et Word-dokument over i din mail.
Derudover er der en begrænsning på, hvor meget html-kode må fylde i din mail. Hvis koden fylder mere en 100kb, kan Outlook og Gmail skære den nederste del af din mail af og i stedet lægge et link ind til resten af indholdet.
9. Du øger pludselig mængden af mails til dine modtagere
Spam kommer ofte i store mængder, og derfor reagerer mange e-mailkonti som Gmail, Hotmail, Outlook osv. på, hvis der pludselig sendes en masse mails fra en konto, som ikke normalt sender mange mails.
Det kan fx ske, hvis du har oprettet en ny e-mailliste, nyhedsbrev eller andet og venter på, at listen bliver tilpas stor, før du sender mails ud. Et godt råd er, at du altid sender en velkomstmail ud, når folk signer up, og derefter løbende sender mails til listen af modtagere, så mail-strømmen ikke pludselig ændrer frekvens.
10. Du har glemt at spam-teste din mail
Mange e-mailsystemer gør det automatisk, så det er formentlig ikke et problem for dig.
Men vil du være sikker, kan du selv køre en spam-test. Det kan du gøre her.
Bonus-tip: Få folk til at "whiteliste" din mail og til deres "Sikker afsender"-liste
Når folk skriver sig op til din nyhedsmail eller downloadet noget af dit materiale, har de selv "rakt ud" og er formentlig positivt stemt over for tanken om at modtage dine mails. De glæder sig til at modtage spændende nyt fra netop din virksomhed.
En god ide er derfor at sende en mail - i et af de første steps i dit e-mailflow - hvor du viser, hvordan man tilføjer din mail til "modtagere, der er tillid til" (hvis det er Outlook, de bruger). Se billederne herunder.
Det er formentlig den allerbedste løsning til at sikre, at dine mails altid lander i folks indbakke og ikke i spam eller "Andet".
Tilføj mailadresser til "Modtagere, der er tillid til" i Microsoft Outlook:
Konklusion:
Mange ting kan gøre, at dine mails havner i spam.
Det absolut vigtigste er dog, at du lægger dig i selen for at sende gode og engagerende e-mails, som har relevans for modtageren.
Så skal de fleste nok åbne og klikke. Og dem, der i en længere periode ikke har reageret på dine mails, sorterer du fra – efter selvfølgelig lige at have sendt en genaktiveringsmail.
Fortsat god fornøjelse med din e-mailmarketing!
P.S. Vil du have inspiration til automatiske mailflows eller koble din e-mailmarketing bedre sammen med resten af din digitale marketing, er du velkommen til at tage fat i os.